Vi dyrker et bredt udvalg af planter, blomster, grønt og frugt igennem den danske vækstsæson, med fokus på smag, variation og sæsonernes skiften. Selvom vi favner bredt, fokuserer vi på kvaliteten af de enkelte afgrøder over det at kunne tilbyde alt. Vi lader os naturligt afgrænse af bedriftens blanding af friland og væksthuse, og har således fokus på sommerhalvåret, med enkelte afstikkere ind i vinteren. Årets skiftende udbud afspejler sig i de ugentlige bestillingslister som offentliggøres her. Derudover kan man følge årets aktuelle gang på gartneriets facebook og instagram.

Som væksthusgartneri har vi hånd under hele processen, fra såning til høst. Vi bruger ikke opvarmning eller kunstigt lys i drivhusene, undtagen ved den første spiring og opvækst indtil udplantning. Dette foregår i mindre, isolerede områder.

Derudover forsøger vi at præsentere et nyt og spændende sortiment hvert år, med plads til gammelkendte klassikere og favoritter. Herunder følger en kort gennemgang af tankerne bag de forskellige afdelinger af gartneriet.

I væksthusene beskytter vi sarte afgrøder i begge ender af sæsonen, og i højsæsonen bruger vi dem til at dyrke afgrøder som ellers ikke bryder sig om danske himmelstrøg. Det drejer sig eksempelvis om tidlige løg og hvidløg, bitterurter som rucola og mizuna, sene porre, de sidste og de første hold salat, og over sommeren urter som basilikum, brøndkarse og estragon, samt spidskål og chili, aubergine og diverse eksotiske squash, tomater og agurker m.m.

Det at have adgang til store, flotte gamle drivhuse, udvider mulighederne for hvad der kan produceres, og hvilke kvaliteter man kan garantere i bestemte sæsoner – og det er vi glade for.

På friland producerer vi den største volumen, men understøttet af de udplantningsplanter, vi selv dyrker i drivhusene. Her har vi forskellige sorter af kartofler, tidlige som sene, forskellige sorter af gulerødder og beder, pastinak og persillerod, grønkål i flere afskygninger, blomkål, broccoli, spidskål, rosenkål, rødkål, savojkål og hvidkål. Salater sæsonen igennem, majs, hestebønner, artiskokker, solsikker, courgetter, porrer, asparges, endivier, løg, græskar og masser af urter – og hvad diverse sæsoner ellers byder på.

Vækstæsonen starter i foråret med de første salater og overvintrede robuste sager, og fortsætter helt ind i vinteren med diverse kål og kartofler. Fokus er dog primært på sommerhalvåret som med resten af produktionen.

Fokus er på grønt i vores bedrift, men vi tilbyder en bred vifte af frugt gennem året, om end mængderne varierer. I foråret er rabarberen med til at skyde sæsonen i gang, og den får henover sommeren selskab af jordbær, ribs, solbær, hindbær, brombær, vindruer og blåbær. Hvis fugle eller regn ikke snyder sig til gildet, har vi desuden en mængde kirsebær- og moreltræer stående, som også kan give frugt.

Ud på sommeren og ind i efteråret starter høsten af blommer, æbler og pærer i vores frugtlunde. Det er et løbende til- og fravalgsarbejde med sorter af træer, da disse reagerer forskelligt på sygdomspres og vejrudsving – men vi nyder at kunne tilbyde både blommer og æbler.

På matriklen har vi desuden en mindre forsøgsvinmark, hvorfra høsten dog ikke går i videresalg. Vi har i samme ånd adskillige cideræbletræer, hyldetræer, enkelte nøddetræer og andre enere rundt omkring, som man fra tid til anden kan være heldige bærer frugt.

Da et af vores større drivhuse for snart ti år siden måtte give efter for vægten af en usædvanlig hård vinterstorm, valgte vi at genopbygge dele af skellettet til et lille orangeri. Her har vi abrikoser, druer, figner, ferskner og nektariner. Høsten fra orangeriet varierer, men kan i gode år give afkast til heldige kunder.

Produktion af frugt er noget af det mindst klimabelastende man kan kaste sig over, og så giver det bare utroligt megen velsmag til både os og de hurtigste af vores samarbejdspartnere.

Som et sidste led i vores dyrkningsplan, har vi afsat plads til nogle enkle, men nøje udvalgte blomsterbede. Om end mange af blomsterne også kan spises, og vi sælger af de hertil egnede til konsum, har vi også glæde af, at kunne tilbyde buketter af blomster til pynt. Blomster er en glæde ved tilværelsen man ikke må glemme.

Udbuddet er en variation af spændende og flotte planter, vi selv finder er noget særligt, men vi har ingen ambitioner om at kunne tilbyde alt i blomsterafdelingen. De kendte masseproducerede blomster har vi undladt at arbejde med.