Grise er en kærkommen tilføjelse til en bedrift som vores, da overskud fra plante og frugtproduktionen kan indgå som en del af deres foder. Samtidig er en levende frilandsgris et dejligt væsen, som er fascinerende at følge, når den får lov at udfolde sig, som den finder det bedst.

Vi har derfor i samarbejde med Favnen Fuld startet en mindre produktion af økologisk højkvalitetskød fra sortbrogede danske landracesvin. Målet er et økologisk produkt af tårnhøj kvalitet, med plads til dyrevelfærd i særklasse.

Sortbroget landrace er et smukt gammelt dansk svin. Det er en relativt lille gris, men den er robust og sund, og besidder alle grisens naturlige egenskaber og instinkter. Vi ser det som vores vigtigste opgave, at værne om at grisene har et så naturligt liv som muligt, og tager derfor en lang række forbehold, når vi opdrætter vores økologiske svin. De går ude i det fri fra fødsel til slagtning. Søerne får kun et enkelt kuld om året, og de får selv lov til at bestemme, hvornår smågrisene vænnes fra. Ringe og den slags vederstykkeligheder ser de ikke noget til, og der arbejdes aktivt med at skaffe og frembringe det bedst mulige foder. Det giver glade grise og kød af høj kvalitet.

Ønsker man at bestille kød fra vores produktion, kan en liste over udskæringer og priser findes her.

Pt. er det ikke muligt at købe halve slagtesvin, men hold øje med siden her, eller tag kontakt for et overblik over, hvornår der er et nyt slagtehold klar.

Du kan kontakte os via sommergroent@madsen.tdcadsl.dk