Økologisk Høstmarked d. 2 sep. (nyhedsbrev)

Sensommer på bedriften

Sikken en sommer vi har haft. Med vanding på markerne for første gang i mange år, en noget ærgerlig salatsæson og en forsinket sæson for kål, er meget andet gået storartet. Sjældent har vi haft bedre æbler, tomater eller græskar. Kom og duft, smag og oplev hele sensommerens herlighed, se FavnenFuld male mel og gryn af gamle kornsorter, besøg vores grisehold og slå jer ned i dagens pop-up café, d. 2 sep.

Grise, Grønt, Korn & Frugt på Ravngårdsvej 27
På vores gartneri dyrker vi over 100 forskellige afgrøder over sæsonen, i større og mindre mængde. Samtidig har vi som en del af vores markskifte mindre hold sortbrogede grise, vis foder for en stor del består af frasorteret frugt og grønt fra grøntsagsproduktionen. Dem kan man også få fornøjelsen af at se den 2. september, når vi er en del af Økologisk Landsforenings landsdækkende Økologiske Høstmarked.

Der er desværre først smågrise igen til oktober, til gengæld er det lille grisehold vi har nu livligt og man være heldig at se dem få en spand æbler.

Vi har rundvisning kl. 11 og 14, og har derudover åbent for fri vandring, en lille café hvor man kan købe en grillet pølse fra bedriften med årstidens tilbehør, kage og kaffe m.v. og sætte sig i orangeriet eller på gårdspladsen fra 10-16.

I gårdbutikken kan man købe æbler, agurker, græskar, chili, diverse tomater, druer, urter, kål og meget andet godt.

Samt udskæringer af grisekød.

Vi dyrker ikke selv korn, men på dagen kommer Kirsten fra FavnenFuld og viser hvordan man maler mel og gryn af gamle kornsorter dyrket på hendes bedrift i Hjorthede ved Bjerringbro. Hun sælger naturligvis også af sine lækre produkter.

Det bliver en dejlig dag.

Boden er naturligvis stadig iåben på Ravngårdsvej 27, 8370 Hadsten. Hver dag fra kl. 10-20, helt frem til vinteren sætter en stopper for alt det sjove. Kom forbi og tjek dagens udvalg af grønt, urter, og frugt. og tag ting med hjem til aftensmaden.

Vi forsøger at være tilstede for service så ofte som muligt – kom og tjek, eller bestil på forhånd.

Det er generelt en god idé, hvis der er noget specifikt man er ude efter.